… OM AT HOLDE MOTIVATIONEN PÅ STUDIET.
Så blev det søndag igen, hvilket betyder søndags-chat.
Så lad os bare komme i gang.
Uanset hvilken uddannelse du læser på, er jeg sikker på, at
du kender til manglende motivation. At man ikke lige har fået læst alle 200
sider til undervisningen eller at man har svært ved at komme ud ad døren. Jeg
kender det i hvert fald.
For omkring 1 år siden, skete der nogle ting i mit liv, som
gjorde, at jeg stort set ikke mødte op til forelæsningerne og at få læst til
undervisning stod nederst på min prioriteringsliste. Jeg var ligeglad med alt. Det
resulterede i, at jeg det semester måtte kæmpe mig igennem eksamensperioden og
var tæt på at udskyde alle mine eksaminer.
Men semesteret efter valgte jeg at tage mig sammen og få
styr på mit studie, ved at tænke over nedenstående råd.
Måske er der andre som sidder i samme situation eller nogle som
blot har brug for et kærligt skub til at genfinde eller fastholde motivationen.
I sidste ende er vi jo på hver vores studie fordi vi selv har valgt det og
ønsker at være der.
Så her kommer mine bedste råd til at holde motivationen:
Om at læse til
forelæsning:
1. Gør det behageligt. Jeg læser bedst, hvis jeg
sidder i min seng med musik i ørerne. Andre læser bedst ved skrivebordet, på
universitets læsesal eller på toilettet. Det er forskelligt. Men det gælder om
at gøre det der fungerer bedst for en selv.
2. Hold pauser, få frisk luft og dans. Jeg kan ikke
læse flere timer i træk. Det trænger simpelthen ikke ind og hvad er pointen så?
Jeg holder urimeligt mange pauser i løbet af mine læse-sessioner, men det
fungerer. Det fungerer at gå en tur eller ryste numsen og få renset tankerne
for al teorien.
3. Vær selektiv. Da jeg startede på kandidaten
fortalte en studerende på årgangen over mig, at hun bruger omkring 10 timer om
dagen på læsningen. Det sker simpelthen ikke for mig. Jeg skimmer en del
tekster og læser andre grundigt. Så vær selektiv, struktureret og prioriter
nogle fag over andre. Dette semester har jeg en skriftlig eksamen og to
mundtlige. Jeg prioriterer de mundtlige.
Om at møde op til
undervisning:
1. God tid om morgenen. Jeg siger ikke, at alle
skal stå op 5.30, men det fungerer for mig, at jeg har flere timer til at tøffe
rundt og vågne. Jeg kommer aldrig ud ad døren, hvis jeg skal løbe rundt og gøre
mig klar i sidste sekund.
2. Smør madpakke eller sving dankortet. Uanset
hvilken du vælger gælder det om at holde energien oppe i løbet af dagen –
undervisningen bliver altså umådelig lang, hvis du halvvejs får trætte øjne.
Jeg har altid en stor madpakke med om mandagen da jeg har undervisning fra
10-17. Andre slår til når Starbucks reklamerer med kaffe og gratis bagværk.
3. Drøm. Det er ret enkelt, for mig i hvert fald.
Hvad er din drøm og hvorfor er du startet på studiet? Det er vigtigt at huske
sig selv på disse ting, når det hele bliver lidt stressende og uoverskueligt.
Et ekstra lille bonus-råd:
I sidste uge tog jeg fri fra læsningen for at passe min
niece hjemme hos mine forældre. Jeg gjorde op med mig selv, at det er helt okay
at tage en mini-pause fra studiet, fra tid til anden.
Nogle gange har man bare brug for et pusterum og det er også
helt okay. Det handler vel bare om, at pusterummet ikke bliver til en måned…
- Kamilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar