SØNDAGS-CHAT...

...OM AT VÆLGE UDDANNELSE. 

Først en lille disclaimer:

Der er så mange forskellige muligheder for uddannelse og karriere og der findes mange steder, hvor man kan få vejledning omkring disse muligheder, men mine personlige erfaringer har desværre bare været sådan, at jeg har manglet denne vejledning.

Og det er ikke en nedslagtning af forskellige personer eller uddannelsessteder, men blot en forklaring omkring mine erfaringer og mine forkerte valg.

Så er det lige hurtigt nævnt. 

3 gange i mit liv har jeg stået over for spørgsmålet ”hvad skal jeg nu?”

Første gang:

Da jeg var færdig med 9. klasse og ville vælge 10. klasse i stedet for at gå direkte til gymnasiet. 

Min studievejleder gav mig ret, hvorimod min dansklærer og tysklærer trak mig til side og gjorde mig opmærksom på, at det ville være et spildt år og at jeg allerede var klar til gymnasiet. I dag er jeg så glad for, at jeg gik direkte.

Anden gang:

Da jeg blev student og skulle vælge en videregående uddannelse. 

Jeg valgte at læse til pædagog og det var en fejl.

Jeg har ikke mange positive ord om uddannelsen, men de fleste af dem bunder egentlig mest i, at den bare ikke passer til mig.

Så hvorfor valgte jeg den? Fordi jeg kunne blive boende tæt på mine forældre, hvilket var trygt og samtidig var jeg sikker på at blive optaget.

Så hvorfor valgte jeg at droppe ud? 

For det første fordi der næsten intet introforløb var. Ikke at det hele skal gå op i fester, druk og selskabslege, men når man ikke kender en eneste er det virkelig rart, at der er nogle sociale initiativer, hvilket var meget begrænset der hvor jeg læste ( i modsætning til medievidenskab, hvor der både var flere forskellige introdage og fagligt internat (rustur), hvilket virkelig styrkede det sociale på uddannelsen).   

For det andet fordi det faglige niveau var utilstrækkeligt. Jeg kom ikke ud fra gymnasiet med rene 12-taller, jeg lå mere i midten med et gennemsnit på 7-8 stykker, men på pædagogen var det som om niveauet lå omkring de 02. Så vidt jeg husker var adgangskvotienten omkring de 02 eller 4, hvis ikke alle kom ind. Det var ret demotiverende at sidde til undervisning og gennemgå de samme ting 3 gange, for at alle på holdet var med og jeg tænker, at det især må have været træls for dem med et højere gennemsnit end mig…

Den sidste grund var, at det bare ikke var mig. Da jeg var i praktik hos Bo & Naboskab Møn (hvilket egentlig var et udmærket praktiksted) gik det op for mig, at jeg bare ikke kunne se mig selv som fremtidig pædagog – det var ikke det jeg ville arbejde med resten af mit liv.

Tredje gang:

Da jeg var færdig med min bachelor og skulle vælge mellem arbejdsliv eller kandidatgrad. 

Jeg havde egentlig mest lyst til at stoppe med at være studerende, komme ud på arbejdsmarkedet og bruge den viden jeg har opbygget de sidste 18 år (what?! Så mange år på skolebænken!)

Men jeg valgte at tage kandidaten, fordi det kun er to år og jeg vidste, at der ville være en stor chance for, at jeg vil fortryde det senere i livet, hvis ikke jeg gjorde det. Og jeg er virkelig glad for det nu.

Min pointe er altså, at det er helt okay at sige stop, hvis man føler at det er den rigtige beslutning, for det sgu ærgerligt at bruge 3 år, eller mere, på en uddannelse man ikke brænder for og ikke kan bruge senere i livet.

Jeg vil dog også sige, at man skal være sikker når man tager beslutningen, eller i hvert fald have taget sig tid til at overveje det nøje. Jeg brugte 1 helt år på at nå frem til, at pædagogen ikke var det rigtige, men det gjorde også, at jeg lærte meget om mig selv, som jeg kunne bruge da jeg tog skridtet og flyttede to timer væk fra alt kendt og startede på en uddannelse uden at kende nogen.

Derfor er mit bedste råd til andre som er i tvivl om, hvad de skal vælge eller om det de er i gang med er det rigtige:

Træk vejret og se indad. Skidt med hvad alle andre mener. Hvad passer dig bedst? Det er trods alt dit liv, din uddannelse og i sidste ende, din beslutning.

Giv tid til at undersøge mulighederne - tag ikke nødvendigvis det første og det bedste.

Her kommer også en lille forklaring på, hvorfor dette indlæg kommer lidt senere op end normalt og så kan den måske lette stemningen oven på et lidt dybt indlæg.

I går skete der nemlig det, at jeg kommer tilbage til Odense, efter at have passet min niece hjemme hos mine forældre siden Onsdag, og kommer i tanke om, at jeg har efterladt mine nøgler på mine forældres spisebord.

Så der stod jeg. Ude foran min dør. Med en taske på ryggen, en taske i den ene hånd og, for at det ikke skal være løgn, en pakke toiletpapir i den anden.

Det tog dog kun 40 minutters tid før låsesmeden ankom og fik mig indendøre.

Så nu er jeg hjemme i min lejlighed, men også 1000 kroner fattigere.

- Kamilla