Mine forældre
Mange studerende oplever at skulle flytte et godt stykke for
at kunne læse på universitetet. Det har jeg selv oplevet og bor nu 2 timer væk
fra min familie.
Som skrevet i indlægget om voksenlivet (her), var jeg totalt
klar på at flytte hjemmefra, da jeg var 18 år. Dengang boede jeg dog kun 20
minutter fra mine forældre.
Og jeg er virkelig glad for at bo i Odense. Det er en skøn
by, som både er hyggeligt og stille, men også en by hvor der hele tiden er
events eller ting at se og tage til.
Men om to år når jeg skal ud på arbejdsmarkedet er der ingen
tvivl i mit hjerte om, at jeg skal hjem og bo. Ikke hjem til mine forældre, men
hjem i det område hvor jeg voksede op.
For der er klart nogle afsavn ved at bo 2 timer væk fra
familien – især hvis man som mig har et så tæt bånd til sin mor, at man snakker
i telefon med hende minimum to gange om dagen, hver dag.
Jeg har her samlet nogle af de ting, udfordringer og afsavn
som er specielt hårde for mig. Og lidt om hvordan jeg håndterer det.
#1: Kæledyr.
Jeg elsker dyr. Altså virkelig elsker. Mit store ønske er en
dag at få en hund og gerne en boxer, men da jeg bor i en lejlighed og ofte er
på weekender eller ferier hos mine forældre, så er det ikke helt ansvarligt at
have en hund. Og for den sag skyld heller ikke andre dyr. Jeg har tidligere
haft dværghamster af to omgange. Den seneste, Basse, havde jeg også med til
Odense, hvilket medførte, at jeg midt i juletrafikken et år, måtte transportere
det lille dyr hele vejen hjem, 2-3 timer i offentlig transport. Basse klarede
det dog fint, men afhængigheden af at have dyr fungerer ikke for mig, med det
liv jeg har nu. Men jeg savner det. Jeg savner det meget.
Heldigvis har mine forældre to marsvin, Speedy og Stritte,
som jeg nærmest skam-forkæler hver gang jeg er hjemme. Så på den måde får jeg
stillet mit kæledyrs-savn en lille smule.
#2: Nødsituationer.
Jeg kan altid regne med mine forældre når jeg står i en
nødsituation. Jeg har igennem livet oplevet en del besøg på skadestuen, med
brækket ben, forstuvede ankler og senest en knæskade. Især min far er en kæmpe
støtte i sådanne situationer.
Men for et halvt år siden, da jeg begyndte til volley ball
igen efter 3-4 års pause (pga. knæskade, flytning og studie) skete der det, at
jeg det sidste minut i anden træningsgang lavede næsten samme knæskade igen. Og
fordi jeg havde oplevet det før var det ikke nødvendigt at tage på skadestuen,
men jeg måtte dog humpe hjem. Det hårde var ikke så meget i selve oplevelsen,
for som nævnt har jeg efterhånden prøvet at være kommet til skade en del gange.
Men det var hverdagstingene der var hårde. At skulle bruge dobbelt så langt tid
på at handle, at vaske tøj, at lave mad etc. var virkelig frustrerende.
På det tidspunkt kunne jeg godt have ønsket mig at mine
forældre havde haft mulighed for at komme og hjælpe, men med 2 timers kørsel er
det svært at få passet ind i hverdagen.
Helt ærligt så håndterede jeg det ikke specielt godt. Jeg
ringede ofte til min mor og brokkede mig og til tider græd jeg også. Men kliché
som det lyder, så er jeg blevet stærkere i dag. Jeg ved at jeg selv kan
overkomme sådanne ting og er blevet mere selvstændig, hvilket jeg jo også gerne
skulle som 22-årig.
#3: Rollen som faster.
For omkring 1 år siden blev jeg faster for første gang. En
skøn lille pige. Det hårde ligger i, at jeg sjældent ser hende og da hun lige nu
er i en alder, hvor hun udvikler sig vanvittigt hurtigt er det ekstra hårdt kun
at se hende hver anden måned.
Min forestilling om at være faster er, at jeg skal være den
seje faster hun altid kan komme til hvis hun har drengeproblemer eller skal
snakke pigeting (da hun lige nu bor hos min bror). Men det er klart, at de ting
ikke er helt aktuelle endnu, da hun nærmest lige er startet i vuggestue.
Dog har jeg en anden forestilling om, at jeg gerne vil være
behjælpelig med babysitning, afhentning i vuggestue og sådanne ting, men da jeg
for det første ikke har bil og bor 2 timer væk, så er det begrænset hvor
hurtigt jeg kan stå til ”akut” rådighed med den offentlige transport.
Det jeg gør for at se hende noget mere er for eksempel, at
jeg tog 3 dage for noget tid siden hvor jeg passede hende. På den måde er det
nemmere at acceptere, at jeg ikke ser hende så tit. Desuden er min bror god til
at give besked når hun når nogle store milepæle, som for eksempel da hun
begyndte at kravle og gå.
Så det var nogle at mine situationer i hverdagen, hvor det
mærkes at jeg bor 2 timer væk fra min familie. Måske nogle af jer har det
sværere eller nemmere ved at bo væk fra familien.
- Kamilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar