4. november 2015

JULEGAVER PÅ BUDGET



Okay, okay.. jeg ved godt at vi først lige har rundet den 1. november og at folk først nu er ved at komme sig oven på Halloween-sukkerrushet, men vi kender alle sammen til julegave-stress.
Man står 2 dage før juleaften i den uendeligt lange kø i Elgiganten, med tonstunge gaveposer fra de første 10 butikker i hænderne og mangler nu kun den sidste gave inden man kan komme hjem og smæske i gløgg og julekonfekt.. eller overdrivelse fremmer i hvert fald forståelsen.

Der er selvfølgelig mange forskellige gavetraditioner. Nogle køber bunkevis af materielle gaver, andre kører med den ”hemmelige nisseven”-ordning. Nogle giver oplevelsesgaver, andre laver alt fra bunden.
Jeg siger ikke, at noget er mere rigtigt end andet. I min familie giver vi næsten altid én gave til hinanden og hvis nogle føler for at give flere er det op til den enkelte. Desuden er vores ønskelister konstrueret således, at der er forskellige prisklasser, så ikke alle i familien skal smide 500 kroner pr. pakke.

Anyways.. da jeg selv er på SU og derfor også har et forholdsvist stramt budget, har jeg lavet et par råd til, hvordan jeg overlever julegaveræset uden kæmpe minus på kontoen.




1: Bland nyt og genbrug.
Min niece på knap 1,5 år skal selvfølgelig forkæles med en masse kærlighed, men også med stakkevis af gaver. For at jeg ikke skal ud og brænde hele min opsparing af i Fætter BR, så har jeg i år besluttet mig for at købe en ny gave, som hun ønsker sig og så supplere med noget af mit gamle legetøj fra loftet (som selvfølgelig ikke er slidt).

2: Tænk kreativt.
Hvis du ved, at fx din far elsker chokolade, så lav noget selv. Det lyder så klichéagtigt, men hvis folk kan se, at der har været en sød tanke bag eller at der er blevet lagt noget arbejde i gaven så er jeg sikker på, at de bliver glade for den.
Uden at røbe for meget, hvis nu min familie læser med, så ved jeg at en hjemmelavet kogebog med mine bedste opskrifter, vil blive mere værdsat end en der er købt i en boghandel.

3: Planlæg, planlæg, planlæg.
Jeg gør altid det, at jeg beder min familie om ønskelister i ekstra god tid, så jeg kan få et overblik over hvor meget jeg ca. skal spendere på gaver.
Når beløbet er regnet ud, så tager jeg altid fra min opsparing, da jeg ikke kan tage 800-1000 kroner ud af mit månedlige budget.
Men for at min opsparing ikke skal lide, så gør jeg det, at jeg de næste par måneder efter jul stille og roligt overfører tilbage. Måske 100 kroner om måneden.

Det blev meget økonomi-snak, men det er vigtigt for mig at have en plan, hvis ikke hele mit budget skal skride. Andre sparer måske ekstra op i månederne op til december?


Og så er det vist nok julestemning for en novemberdag! 

- Kamilla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar