FØRSTE DANSKER I RUMMET!

Som de fleste nyhedsmedier og sociale medier, vil jeg også udtale mig om det der skete i morges omkring klokken 6.30. Nemlig at den første dansker, Andreas Mogensen, blev sendt ud i rummet sammen med to andre mænd.

Og for mig er det ikke så meget det faktum, at det lige er en dansker, men det, at den menneskelige teknologi gør det muligt og det, at de tre mennesker har arbejdet målrettet for at nå deres drømme. Det er det jeg finder inspirerende.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har haft perioder på mit studie, hvor arbejdslysten har været helt i bund og hvor jeg ikke har taget det helt så seriøst som jeg måske burde. Jeg indrømmer også gerne, at jeg de sidste par dage har været lidt ligeglad hver gang det blev nævnt i tv’et at raketten skulle skydes afsted.

Men i morges da jeg, ret tilfældigt, tændte for TV2 og så livebillederne af, hvordan raketten startede og blev sendt ud mod rummet, fandt jeg pludselig mig selv siddende med tårer i øjnene, en måbende mund og en krop fyldt med beundring.

Der kom et sug i maven da Andreas Mogensen sendte en tommel op til kameraet som tegn på, at alt gik efter planen og ydermere da TV2 viste billederne af hans mors reaktion i det øjeblik raketten slap jordens overflade – hendes stolthed ramte midt i mine følelser og jeg måtte lige tage en dyb indånding.

Da begejstringen så havde lagt sig, blev jeg ramt af motivation. Motivationen til at jagte mine egne drømme, selvom de er lidt mere beskedne end at opleve det ydre rum.

Så derfor ”kaster” jeg mig over læsning af diverse tekster til næste uges undervisning så jeg kan opnå min næste drøm, som er at få min kandidatgrad.

God onsdag!
- Kamilla