10. oktober 2015

EN TYPISK DAG I MIT LIV

Når jeg fortæller venner, familie eller fremmede om livet som kandidatstuderende på medievidenskab på Syddansk Universitet, hvor jeg har forelæsninger mandag og tirsdag fra henholdsvis 10-17 og 9-12, så er den typiske reaktion ”hold kæft man, hvem der dog bare var studerende!” eller ”hvad får du tiden til at gå med? Er det ikke røv-kedeligt bare at gå hjemme?”

Til tider er det kedeligt at gå hjemme, men det handler nok mest om selvdisciplinen. For ja det er røv-kedeligt at gå hjemme 5 dage om ugen, hvis alt man laver er at ligge på sofaen. Og guderne skal vide, at jeg også ligger på sofaen, men dette indlæg skal vise en typisk dag i mit liv. Dog har jeg tidligere på bloggen skrevet om, at der er læsning ved siden af forelæsningerne og at der også følger nogle daglige pligter med voksenlivet som skal klares, så alt det er cuttet fra her. Enjoy.


05.30-08.30: vækkeuret ringer , men inden dagen kan gå i gang skal jeg lige bruge yderligere 30 minutter under dynen med de sociale medier. Her tjekkes både Instagram, Twitter, Facebook, Tumblr og Snapchat. Når det er klaret triller jeg ud af sengen, klarer morgenrutinen på badeværelset, hvilket jeg ikke finder nødvendigt at uddybe og det hele slutter af med morgenmad og Go’ Morgen Danmark på tv’et.



08.30-11.30: her har jeg fået noget mere anstændigt tøj på og har klaret hår og make-up. Det er stadig ikke tid til at sætte mig ned og læse, så her står det typisk på de praktiske gøremål, som fx at hente en pakke, gøre rent etc.



11.30-12.30: tid til endnu et måltid. Typisk er det lige præcis her, at jeg catcher up på alle de reality-serier jeg følger med i (ja, det er min guilty pleasure…). Men inden da skal jeg altid lige snakke et par minutter med min mor - det er en frokosttradition. 



12.30-16.00: endelig er det blevet tid til at være en ”rigtig” studerende og jeg finder bøgerne/teksterne frem, men som nævnt i tidligere indlæg så holder jeg altså virkelig mange pauser, for hvem elsker ikke overspringshandlinger? Den bedste pause er frisk luft i vinduet også selvom det bliver koldere og koldere udenfor.



16.00-18.00: endnu et måltid er stillet på bordet. Igen har jeg brug for noget at se mens jeg spiser (sådan er det vel når man bor alene?) og hvis der er mere reality på Viaplay er det der mit fokus er (senest på listen er ”Bikini Island” – et så påtaget og forudsigeligt program, at jeg sluger det råt – det er indbegrebet af reality), men hvis jeg har set alt, hvad der kan ses der, så er det YouTube der står for skud.



18.00-21.30: det er tid til at børste tænder, fjerne make-up og smutte under dynen. Ja det er tidligt, men for fanden, jeg sover jo ikke klokken 18.00. Jeg skal lige se lidt tv, tjekke sociale medier igen og typisk sover jeg omkring klokken 21.30.

Det var en typisk dag i mit liv som studerende.


Her er dog et billede af, hvad der en gang imellem kan snige sig ind i hverdagen, som fx denne uge, hvor vi på studiet har crash kursus-uge som byder på en produktionsøvelse, hvor vi skal planlægge, ud at filme, klippe og alt andet i den dur.


- Kamilla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar