SEMI-SUNDE EKSAMENSSNACKS // STUDIE
I går afleverede jeg min sidste skriftlige eksamen og guderne skal vide, at det var en hård kamp. Det startede med et kæmpe mentalt sammenbrud for en uge siden på grund af tvivl omkring teorier, forskningsspørgsmål, evner etc. og derfor endte det med, at jeg måtte skrive opgaven på ca. 3 dage (forhåbentlig er den bestået..).
Netop derfor havde jeg vanvittigt brug for energi til at holde mig kørende, hvilket jeg blandt andet fik fra disse lækre semi-sunde snacks.
Og de her 3 forskellige herligheder kan nemt og hurtigt bikses sammen, når man trænger til et par gode overspringshandlinger.
Den første snack er min absolutte yndlings, nemlig chokoladeovertrukne jordbær (eller andre typer af frugt, for den sags skyld).
Det er så simpelt. Smelt chokoladen i et vandbad og dyb jordbærene. Læg dem på et stykke bagepapir og lad stå på køl indtil chokoladen er stivnet. Så lækkert og helt ideelt til sommertiden.
Til den næste snack fandt jeg inspirationen hos Mathildes fødselsdagsfest for lidt tid siden, hvor hun serverede tapas, herunder også saltristede mandler (jeg drømmer mig så meget tilbage til min Bacelona-tur lige nu).
Jeg bad om opskriften og hun henviste mig til Arlas, hvilken fungerede super fint og de smager altså virkelig godt. Lad os være ærlige.. de kommer jo ikke på højde med chips, popcorn eller andre saltede snacks fra butikkerne, men de kan tilfredsstille mit daglige eksamens-saltbehov og de er så nemme at lave.
Den sidste er især også en sommersnack. Den hjemmelavede jordbær-yoghurt-is er så nem at lave og smager virkelig lækkert. Det du skal bruge er naturel yoghurt, mælk, sødemiddel, (frosne) jordbær, en blender og isforme.
Alle ingredienserne (prøv dig frem med mængder) blendes sammen til en glat masse og hældes i isformen. Så skal de selvfølgelig på frys i et stykke tid, men der kan man jo så snacke på de andre 2 ovenstående herligheder.
Jeg håber alle I studerende kommer godt gennem eksamensperioden og kommenter gerne, hvad I læser - jeg er nysgerrig!! Og få da et indblik i min eksamensperiode her.
- Kamilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar